linien og syntes at ende ved en hvid Mur, der laa omtrent en Fjerdingvej borte. Arbejderne oplyste mig om, at det hvide, jeg saa’ i det Fjærne, var Kontoret, og jeg blev saa enig med mig selv om, at det vilde være det fornuftigste at gaa derhen.
Da jeg kom hen til Muren, viste det sig, at den var opført af Tufsten, og at den havde lidt saa meget af Vind og Vejr, at den paa sine Steder var fuldstændig styrtet sammen. Tæt inden for den laa der en Bygning, og at det var Bagsiden, der vendte ud imod mig, fremgik deraf, at jeg ikke kunde øjne et eneste Vindue i den. Da jeg naaede hen til Porten, saa’ jeg en stor Gaard, der var helt overgroet med Græs, og i Baggrunden af denne et gammelt Stuehus, der efter de nedrullede Jalusier at dømme henstod fuldstændig ubeboet. Ud til hver sin Side af Hovedbygningen laa der en Længe, og i den ene af disse vare alle Vinduerne tilspigrede med Brædder. Midt i Gaarden, der for Øjeblikket var befolket af en Flok Kalve, stod den sidste Telegrafpæl, og dens Traade førte ind gjennem Vinduerne af den Bygning, hvis Bagside jeg først havde passeret. Da Døren stod aaben, gik jeg uden videre ind og opdagede saa henne bag Telegrafapparatet en ung Fyr, der tilsyneladende sad og halvsov. Han skjævede først forbitret hen til mig, men da han havde set lidt nærmere paa mig, sagde han med et fornøjet Smil:
«Ih, se Goddag, Styverfænger! — Hvordan har du det?»
Det var min Kammerat fra Drengeaarene, Ivan
