Side:Mit Liv.djvu/36

Fra Wikikilden
Denne siden er godkjent

spise og drikke, men opførte tillige store Slagsmaal og hujede eller peb efter ethvert fordægtigt Kvindemenneske, som vandrede gjennem Gaden. For at skaffe Gjæsterne Moro tillod Knejpeværterne sig ofte den dristige Spas at tylle Hunde og Katte saa længe med Brændevin, at de stakkels Dyr blev døddrukne, og som en Variation paa Løjerne bandt de ogsaa undertiden en Blikdaase fyldt med brændende Petroleum til Halen af en eller anden ulykkelig Køter, som saa fór af Sted hylende af Rædsel og blev ved at løbe, saa længe Benene kunde bære den.

Stationen Dubetschnja laa halvtredje Mil fra Byen, og jeg havde saaledes et godt Stykke Vej at gaa, inden jeg naaede Maalet for min Vandring. Til begge Sider saa’ jeg grønne Rug- og Hvedemarker belyste af Morgensolen, og langt forude mødte mit Øje Stationsbygningen og nogle Kæmpehøje, der tegnede sig skarpt mod Horisonten. Hvor befandt jeg mig ikke vel ude i Guds fri Natur, og hvor glad var jeg ikke ved, at jeg nu havde vendt Byen og alt dens Vrøvl Ryggen! Det eneste, der gjorde et Skaar i min Nydelse, var den Følelse af Sult, der nu som altid greb forstyrrende ind i mine Tanker. Jeg led til Stadighed af, at disse, selv om de svævede i de højere Regioner, pludselig forvildede sig hen i helt andre Egne og beskæftigede sig med saa materielle Ting som Boghvedegrød, Koteletter og stegt Fisk. Og paa lignende Maade gik det mig ogsaa denne Morgen. Stod jeg stille et Øjeblik og kiggede efter en Lærke, der slog sine Triller højt oppe i Luften, ønskede jeg mig pludselig et Stykke