fyldte Luften med Vellugt, og baade denne kjendte Duft og Synet af de Omgivelser, som jeg var voxet op i, bevirkede, at det ligefrem gjorde mig ondt at skulle forlade Byen. Jeg holdt af disse grønne Havehegn, der sendte mig Hilsen fra begge Sider, af Morgensolens Blink i Poplerne og af Kirkeklokkernes dybe Malmtoner, men Menneskene, som boede i denne By, kjedede mig og stod mig fjærnt. Jeg begreb dem ikke og manglede ganske Sympati for dem.
Først og fremmest var det mig ubegribeligt, hvoraf disse 67,000 Mennesker levede. Jeg vidste jo fra min Geografi, at enhver By i Regelen har en eller anden Erhvervskilde, der giver den sit Særpræg. I Jaroslavl vævede man saaledes Lærreder, i Tula smeddede man Vaaben, og i Odessa gav man sig af med Handel og Skibsfart, men hvad man bestilte i min Fødestad, kunde jeg ikke blive klog paa. De, der boede i Store-Adelgade og i de nærmeste to Gader levede enten af deres Rentepenge eller af deres Embedsindtægter, men hvad alle de andre i Byen holdt Livet oppe ved, var mig mildest talt en Gaade. Og hvad var det saa ikke for en gyselig Tilværelse, man førte i denne Ravnekrog! Der fandtes ingen Lystanlæg, ingen Opera og intet Koncertlokale, og Byens eneste Bibliotek blev saa lidt benyttet, at de sidst tilgaaede Bøger og Tidsskrifter godt kunde henligge uopskaarne hele Maaneder igjennem. Selv de bedst stillede i Byen sov i smaa, beklumrede Værelser, der var overbefolkede med Væggetøj, Børnene maatte til Stadighed opholde sig i afskylige, snavsede Rum, og Tyendet var henvist til at tilbringe
