var jeg Maskinist, og senere har jeg arbejdet to Aar i Belgien som simpel Fyrbøder. Naa, Højstærede, hvad Arbejde tror De saa, jeg kan tilbyde Dem?»
«Hm, ja, jeg mente . . . jeg gik ud fra ...» stammede jeg og slog Øjnene ned.
«Sig mig, kan De behandle et Telegrafapparat?» spurgte han efter at have tænkt sig lidt om.
«Ja, helt ukjendt er jeg ikke dermed, for jeg har gjort Tjeneste paa Stationen her.»
«Naa ja, saa skal jeg se, hvad jeg kan gjøre for Dem. Ja, foreløbig kan De nu tage til Dubetschnja — dér har jeg allerede en Fyr siddende, men det er rigtignok en slem Drivert.»
«Og tør jeg spørge.... hvori kommer min Virksomhed til at bestaa?» sagde jeg i en beskeden Tone.
«Ja, tag nu foreløbig derud, saa skal jeg tænke over det. Men det vil jeg sige Dem: Ingen Drikkeri og ingen Vrøvl om, at De vil have det eller det, for saa jager jeg Dem paa Porten igjen.»
Han vendte Ryggen til mig uden saa meget som at se paa mig, og jeg bukkede for ham og Datteren, der stadig sad og læste i sin Avis. Jeg følte mig saa tynget, at jeg ikke var i Stand til at sige et Ord, da min Søster senere spurgte mig om, hvorledes Ingeniøren havde modtaget mig.
Næste Morgen stod jeg op ved Daggry og begav mig paa Vej til Dubetschnja. I Store-Adelgade mødte jeg ikke et Menneske; alle sov endnu, og der var saa stille i Gaden, at mine Skridt gav Gjenlyd i det Fjærne. Poppeltræerne, der var stærkt duggede,
