Lige som hun havde sagt det, kom Ingeniøren
ind. Han var endnu ganske rød i Hovedet efter Badet
og gned sin Hals med et Haandklæde.
»Papa, maa jeg ikke forestille dig, Monsieur Polosnef!» sagde Datteren og gjorde en lille yndefuld Haandbevægelse.
»Ja, Assessor Blagovo har talt til mig om ham,» svarede Ingeniøren og saa’ hen paa mig, men uden at give mig Haanden. «Naa, og hvad ønsker De saa egentlig af mig? Hvad vil De have, at jeg skal gjøre for Dem? — Jeg maa sige, at det forbavser mig, at De søger mig!» vedblev han med hævet Stemme. «Her kommer daglig en Snes Mennesker rendende og bilder sig ind, at jeg kan give dem Ansættelse. Men jeg vil sige til Dem ligesom til alle de andre: Det, jeg kan byde, er strængt Hoveriarbejde; jeg trænger til Maskinister, Smedde, Snedkere, Brøndgravere og Jordarbejdere, men Folk, som kun kan sprutte med Pennen, har jeg ingen Brug for.»
Han saa’ rigtig lykkelig og fornøjet ud, denne Mand. Han struttede af Sundhed, havde friske, røde Kinder og tæt krøllet Haar og Skjæg uden et eneste hvidt Stænk. Og hvad Øjnene angik, saa var de mørke og lige saa klare og uskyldige som hos et ungt Menneske.
«Hvad duer De til? Hvad kan De bruges til?» vedblev han. «Ikke til noget, formodentlig! Jeg er Ingeniør, at De véd det, en Mand, der nu sidder lunt inden Døre. Men tidligere, inden jeg kom i Skuddet, maatte jeg slide i det. Til at begynde med
