Tjeneren førte mig strax ind i hans smukke Dagligstue, der tillige tjente som Arbejdsværelse, og saa snart jeg var kommen indenfor, saa’ jeg mig om til alle Sider. Her var ligefrem pragtfuldt. Paa Gulvet laa der store, bløde Tæpper, rundt omkring Bordene stod der polstrede Fløjels Lænestole, og paa alle Væggene hang der Malerier og Fotografier i forgyldte Rammer. Ligefor mig var der en stor Glasdør, som førte ud til Verandaen, og gjennem Ruderne kunde jeg skjelne et veldækket Bord med et helt Batteri af Flasker, og bag disse en Vase med Roser og andre dejlige Blomster. Alt, hvad jeg saa’, sagde mig, at den, der boede her, havde været saa heldig med sit Arbejde, at han nu ret kunde svælge i Livets Goder. Som sagt, her var rigtig kjønt, men det kjønneste var dog Ingeniørens Datter, der sad henne ved Skrivebordet og læste i en Avis.
«Vil De tale med Far?» spurgte hun og kiggede lidt op over Bladet. «Han er ved at tage sit Styrtebad, men jeg venter ham hvert Øjeblik. Maa jeg bede Dem om at tage Plads saa længe.»
Jeg bukkede og satte mig.
«Vi er nok Naboer,» vedblev hun efter en lille Pavse.
«Javel,» sagde jeg og rømmede mig af Forlegenhed.
«Ja, jeg ser undertiden Dem og Deres Søster sammen i Vinduet,» sagde hun og kiggede igjen ned i Avisen. «Hun ser saa god og elskværdig ud.... men er hun ikke noget alvorlig af sig?»
