jeg skaffede ham den store Koncertsal i Adelsklubben, og for at vise os sin Taknemmelighed lærte han min Hustru at synge. — Jeg kan høre hans Stemme endnu, skjønt det nu er tolv Aar siden — nej, hvad siger jeg: tolv! — det maa være længer siden; det var jo ved Fastelavnstid, han kom. — Ja, den forbandede Hukommelse, den svigter mig altid. — Anjuta, hvor gammel er Nadeschda?»
«Tolv Aar!» lyder det inde fra Kabinettet.
«Ja, saa er det altsaa tolv Aar og ti Maaneder siden eller med et rundt Tal: tretten. — Naa, men der er en stærk Tilbagegang i alle Retninger at notere. Naar jeg tænker paa de musikalske Aftenunderholdninger, vi den Gang havde, saa ærgrer jeg mig dobbelt over den dødlignende Stilhed, der nu hersker i Byen. Ja, det var mageløse Aftener, og der var Afvexling i Programmet, for der blev baade sunget, spillet, danset og deklameret. Kan De huske den Koncert, Anjuta arrangerede til Fordel for de tyrkiske Krigsfanger, som vi havde liggende her i Byen? Den indbragte ikke mindre end 1100 Rubler, og de tyrkiske Officerer vare saa begejstrede over hendes Stemme, at de gik hen en efter en og kyssede hende paa Haanden. Jo, jo, Tyrken er galant — det maa man lade ham. Ja, det var en vellykket Aften! — Var det ikke ved Juletid 76? Nej! — Eller var det i 77? Nej, heller ikke. Naar Pokker var det dog, vi havde dette Tyrkervæsen i Byen? — Aa, Anjuta, hvor gammel er Nikolaj?»
«Jeg er syv Aar, Papa!» melder Nikolaj, en kjæk Dreng med et kaffebrunt Ansigt og kulsorte Haar.
