Side:Mit Liv.djvu/304

Fra Wikikilden
Denne siden er godkjent

Skuespillere og Sangere til os, men nu maa vi nøjes med Taskenspillere og Lirekassemænd. Nej, vi lever i en komplet Udørken! Og kan Deres Excellense ikke huske den store italienske Tragiker — ham, den høje, smukke Mand med de spillende brune Øjne — hvad Pokker var det nu, han hed? — Aa, nu har jeg det: Luigi Ernesto de Ruggiero. — Ja, det var et vidunderligt Talent! Og saa havde han en Stemme saa stærk, at hele Teatret rystede, naar han blot lukkede Munden op. Anjuta interesserede sig meget for ham; hun udvirkede, at han fik Lov til at benytte Teatret, og til Gjengjæld lærte han hende baade Deklamation og Mimik. En prægtig Mand i alle Henseender! Jeg husker ham ganske tydeligt, skjønt det nu snart kan være tolv Aar siden han var her. — Nej, vist ej, det er jo ikke tolv, men ti Aar siden. Anjuta, hvor gammel er Nina?»

«Hun bliver ti Aar til September,» svarede Fruen inde fra Kabinettet. «Men hvorfor spørger du om det?»

«Aa, ikke for noget. — Naa, og de virkelig gode Sangere drog heller ikke vor By forbi. Kan De huske Tenoren Priliptschin? Han var det, man kalder en Sanger af Guds Naade, og saa havde han et glimrende Teaterydre: lange, lyse Krøller, et udtryksfuldt Ansigt og en smuk Profil. Og hans Stemme, den var blød, kraftig og fyldig — med lidt for meget Smør efter min Mening, men det laa vel i, at han havde faaet sin Uddannelse hos Tamberlick[1]. Anjuta og

  1. Berømt italiensk Sanger. Siden 1867 levede han i Madrid og gav Undervisning i Sang.