«Ja,» siger Viceguvernøren , «vi selv er bleven
ældre, og der er ingen af de yngre, der gider tage
Initiativet. Se, da jeg var ung, da holdt jeg paa, at
vi alle skulde more os, og jeg var ogsaa en rigtig god
Hjælp og Støtte for Deres Frue, hvad enten det nu
gjaldt om at arrangere en musikalsk Aften eller en
Forestilling i veldædigt Øjemed; ja, det gik saa vidt,
at jeg lod alt andet hvile, naar der skulde virkes i
Kunstens Tjeneste. En Vinter havde jeg saa travlt
med at arrangere og løbe fra Herodes til Pilatus, at
jeg endogsaa blev syg af Overanstrængelse. Det var
den mindeværdige Vinter, da Deres Frue og jeg skrev
det lille Stykke, der blev spillet til Fordel for de
Brandlidte.»
«Ja, hvad Aar var det?»
«79, saa vidt jeg mindes. — Nej, det var snarere i 80. Sig mig, hvor gammel er Deres Ivan?»
«Fem Aar!» raaber Fruen inde fra Kabinettet.
«Naa ja, saa er det altsaa sex Aar siden. Ja, Højstærede, den Gang var der Liv i Tingene, men det er der ikke mere. Det er, om jeg saa maa sige, Gnisten, der mangler!»
Viceguvernøren og Statsraaden faldt i dybe Tanker. Den døende Ild blussede op endnu en Gang og skjulte sig saa under et Lag af Aske.
