«Javel Papa!» sagde Seroscha, medens han trykkede
stærkt til med Blyanten og bøjede sig helt ned
over Tegningen. «Jeg giver dig mit Æresord....
mit Æresord derpaa!»
«Aa, jeg Dumrian, han aner jo ikke, hvad Ære er!» tænkte Faderen. Nej, jeg er en daarlig Lærer! Jeg duer ikke til Ungdomsopdrager!»
Han satte sig hen til Bordet og trak en af Seroschas Tegninger hen til sig. Det var en simpel Idé udført med et Par Streger: et Hus med 3 Vinduer og en rygende Skorsten og ved Siden af en Soldat med Prikker i Stedet for Øjne og med en Bajonet, der lignede Tallet 4.
«Et Menneske kan ikke være højere end et Hus,» sagde han. «Se engang her! Hans Skuldre gaar jo helt op over Tagryggen.»
«Nej, Papa — han er, som han skal være!» forsikrede Seroscha efter at have kastet et Blik paa Tegningen. «Gjør jeg ham mindre, kan du jo ikke se hans Øjne!»
Faderen rystede paa Hovedet, men sagde ham ikke imod, thi gjennem sine daglige lagttagelser af Drengen havde han overbevist sig om, at Børnene ligesom de Vilde har deres eget Syn paa Kunsten, som det ikke kan nytte at rokke ved.
Efter at Seroscha havde faaet nok af at tegne, begyndte han at frisere sin Faders Skjæg. Først glattede han det, og derpaa delte han det i Midten, saa at det kom til at staa ud til begge Sider.
«Ja, se saadan ligner du Ivan Stepanovitsch,»
