«Véd du af, Papa, at Kokkepigen har skaaret sig
i Fingeren i Dag,» sagde han. «Hun skreg saadan
op, at vi alle blev bange og løb ud i Køkkenet. Men
hun er ogsaa meget dum. Da Natalie Sjemonovna
sagde til hende, at hun skulde bade Fingeren i koldt
Vand, gav hun sig til at suge paa den. Og hvor
kunde hun dog putte en snavset Finger i Munden!
Det er noget ækelt Svineri! — Aa, du skulde have
hørt en Lirekasse, som spillede i Gaarden i Formiddags!
Og saa var der en lille Pige, som sang og
dansede dertil ...»
«Ja,» tænkte Faderen, «han lever nu i sin egen Verden og har sine Meninger om, hvad der er Kvintessensen i Livet. Skal man tiltrække sig hans Opmærksomhed, er det ikke tilstrækkeligt at tale paa samme barnlige Vis som han, men man maa ogsaa kunne gaa ind paa hans Tankegang. Det gjælder med andre Ord om at kunne forlade sit eget Stade. Se det forstaar Mødrene, de kan føle, græde og le sammen med Børnene, og netop derfor er de saa uundværlige ved Opdragelsen. Nej, med Logik og Moral kommer man ingen Vegne! — Men hvad skal jeg nu videre sige til ham? Hvad i Al verden skal jeg dog finde paa?»
Og det forekom ham baade mærkeligt og komisk, at han, den dygtige Jurist og erfarne Menneskekjender, slet ikke vidste, hvad han skulde sige til sin lille Dreng.
«Hør, giv mig dit Æresord paa, at du ikke vil sige mere!» sagde han omsider.
