det ikke, at du har Penge paa Kistebunden. Den Fattige, han kjender ikke til Frygt!»
«For de Ord skal jeg kræve dig til Regnskab, naar vi en Gang mødes hisset!» sagde Artemij med hæs Stemme. «Jeg har ikke en Kopek hos mig, saa sandt som jeg ligger her!»
«Jo, vist saa, den Fejge har altid Penge! Og naar du er saa bange for Menneskene, er det kun, fordi du tror, de vil røve dit Mammon. Jeg kunde have Lyst til at tage alle dine Grunker — blot for at give dig en alvorlig Lære.»
Artemij krøb ned fra Ovnen, tændte Lyset og satte sig ind under Kristusbilledet. Han var dødbleg og stirrede ufravendt hen paa Jægeren.
«Jeg vil have dem alle sammen!» sagde, denne og rejste sig. «Naa, hvor gjemmer du dem? — Ud med Sproget!»
Artemij krøb sammen og rystede over hele Kroppen.
«Naa, din Usling, hvorfor svarer du ikke? — Hvor har du dine Penge?» vedblev Jægeren og gik hen til ham. «Og hvorfor sidder du der og spiler Øjnene op som en anden Ugle? — Aflever, hvad du har, eller ogsaa skyder jeg dig!»
«Jo, det er kjønt at overfalde en gammel Mand!» sagde Skovløberen i en ynkelig Tone, medens Taarerne randt ham ned ad Kinderne. «Men Gud, han ser alt, og ham skal du en Gang aflægge Regnskab for — husk det! Med hvad Ret forlanger du Penge af mig? — Med hvad Ret?»
