«Hvad var der i Vejen?» spurgte Skovløberen
ængsteligt.
«Aa, det var en gammel Kone, som var kjørt vild i Mørket. Hun var kommen bort fra Landevejen og kunde ikke finde tilbage igjen.»
«Aa, den tossede Kjælling. Derfor behøvede hun da ikke at skrige, som om hun havde en Kniv i Halsen. Men du hjalp hende vel paa rette Vej?»
«Hold Mund! Jeg svarer dig ikke, din Pjalt!» brummede Jægeren og smed sin vaade Hue hen ad Bænken. «Nu ser jeg først rigtig, hvad du er for en Usselryg! Og en Fyr som dig giver de Tag over Hovedet og Løn! Fejge Slyngel!»
Skovløberen luskede hen til Ovnen og krøb op paa den, og Jægeren slukkede Lyset og lagde sig til Hvile paa Bænken, lige saa vaad som han var.
«Den fejge Usling!» brummede han. «Og saa snakker han oven i Kjøbet om Næstens Synd! Ptøj! Ptøj!»
Skovløberen hostede et Par Gange og sukkede dybt, og Kvik rystede sig, saa Vandet fløj til alle Sider.
«Og hvis det nu havde været et Overfald?» raabte Jægeren op til ham. «Hvis Konen var bleven myrdet? — Havde du saa været lige glad? — Aa, skam dig, dit fejge Asen!»
Den Gamle sukkede og stønnede, men svarede ikke.
«Og hvis du nu selv havde været i Bekneb, og ingen var kommen dig til Hjælp? Hvad saa? — Men naar du er saa omhyggelig for dit eget Skind, fejler
