Ham til! I gamle Dage kom saadanne Skurke i Bødlens Haand og blev kagstrøget og knebet med gloende Tænger.»
«Ja, det skulde stort hjælpe! Tror du virkelig, at man kan piske eller knibe det onde ud af Folk?»
«Ak, Herre Jesus!» sukkede Skovløberen. «Fri og frels os for vore arge Fjender og alle de slette Mennesker, som huserer her nede paa Jorderig! Se, forgangen Uge var der en Bonde i den nærmeste Landsby, som huggede en anden ned med sin Le[1]. Og hvad kom saa det hele af? Den ene — Drabsmanden — kom drukken ud af Kroen, og saa mødte han den anden, som ogsaa var drukken...»
«Vent lidt!» afbrød Jægeren ham. «Jeg synes, jeg kan høre et Skrig udenfor.»
Begge begyndte at lytte. Gjennem Træernes Susen hørtes en klagende Lyd, der gjentoges med korte Mellemrum og til Slutning formede sig til Skriget: «Hjælp!»
«Hvad er det?» sagde den Unge og rejste sig. — «Det maa være en, der bliver overfaldet eller myrdet!»
«Ak, Herre Jesus!» hviskede Skovløberen, der rystede som et Æspeløv.
«Det er saa mørkt, at man ikke kan se en Haand for sig,» sagde Jægeren, der gik hen og satte Næsen mod Vinduesruden. «Rigtig en Nat til at plyndre og myrde i! Kan du høre? Nu skriger de igjen!»
Skovløberen saa’ først op mod Kristusbilledet, der hang i Krogen og sank derefter om paa Bænken overvældet af Frygt og Sindsbevægelse.
- ↑ ljå
