Side:Mit Liv.djvu/281

Fra Wikikilden
Denne siden er godkjent


«Aa,» sagde han næsten grædende, «vil du ikke gaa hen og sætte Slaaen for Yderdøren. Og det er ogsaa bedst, at vi slukker Lyset.»

«Ja, hvorfor det?»

«Aa, man véd jo aldrig, hvad der kan ske. Maaske Røverne trænger her ind. Ak, Vorherre være os arme Syndere naadig!»

«Vi maa afsted!» sagde Jægeren, der kastede Bøssen over Skulderen og greb sin Hue. «Se at faa Tøjet paa, og tag din Skyder med! Kvik! Her hen, gamle Tøs!»

Kvik, der viste sig at være en Blanding af en Støver og en Rottehund, kom frem fra sit Leje inde under Bænken og lagde sig logrende foran sin Herres Fødder.

«Naa, hvad bliver det til?» raabte Jægeren. «Vil du ikke med?»

«Ja, hvor hen?»

«Ud — for at bringe Hjælp!»

«Ak nej, ak nej!» klynkede Skovløberen. «Lad dem kun skjøtte sig selv!»

«Men hvorfor vil du ikke med?»

«Jeg tør ikke, der er saa mørkt og uhyggeligt udenfor »

«Men du har jo din Bøsse. Kom nu med! To er altid bedre end én! Hør, nu skriger de! Rejs dig — og det i en Fart!»

«Men hvad tror du egentlig om mig? — Bilder du dig virkelig ind, at jeg vil gaa min egen Fordærvelse i Møde?»