der ikke ret mange — de fleste er Skjælmer og Ildgjerningsmænd.
«Hvorfor kigger du saadan paa mig? — Er du bange for mig?»
«Nej, hvor falder det dig ind? Du gjorde jo Korsets Tegn og bøjede dig for Kristi Billede, saa saare jeg havde sluppet dig ind. Og du kan ogsaa godt faa et Stykke tørt Brød. Ja, for andet har jeg ikke. Jeg er fattig og kan ikke engang unde mig selv et Glas The.»
I det samme hørtes der en Knurren inde under Bænken, og strax efter lød der en hæs Hvæsen. Artemij begyndte at ryste, trak Benene op under sig og saa’ spørgende hen til sin Sidemand.
«Aa, det er min Hund, der ikke kan forliges med din Kat,» sagde denne. Naa, kan I enes, I Djævle!» raabte han ind under Bænken. «Læg sig, Kvik! Ellers vanker der! Den er ellers slem mager den Kat, du holder, ikke stort andet end Skind og Ben.»
«Ja, det er Alderen, der gjør det; jeg venter hver Dag, at hun skal krepere. — Naa, saa du er altsaa fra Vjasofka?»
«Du giver den ikke nok at æde! Glem ikke, at Dyrene er levende Skabninger ligesom vi, og at vi skal være gode imod dem.»
«Det er en rigtig Syndens By, Vjasofka,» vedblev Artemij, der lod, som om han ikke hørte den anden. «To Gange i det sidste Aar er der ble ven gjort Indbrud i Kirken, At tænke sig, at nogen kan gaa hen og stjæle i Guds Hus — røve de Ejendele, som høre
