«Ja, det er rigtigt nok, for paa Dyrene kan man
skyde, men skyder du paa en Røver, maa du selv
tage Følgerne og ender maaske i Sibirien.»
«Ser du, min Ven, nu har jeg tjent som Skovløber i næsten 30 Aar, og i den Tid har jeg maattet døje ikke saa lidt af onde Mennesker. Hvor ofte har jeg ikke haft Besøg af en eller anden Landstryger, som er kommen ind til mig med Huen paa og har forlangt Brød paa saa truende en Maade, at jeg har maattet efterkomme hans Ønske. Selv er jeg saa svag og har saa faa Kræfter, at man kan vælte mig, blot man rører mig med den lille Finger. Og der er ogsaa dem, som har forlangt Penge af mig. — Tænk dig — Penge! Gud véd, hvor jeg skal skaffe dem fra?»
«Aa, det klarede du vel nok,» mente den anden. «Du faar jo din gode Løn hver Maaned, og du skover vel ogsaa lidt paa din egen Regning.»
«Ja, du snakker, som du bedst kan, men det vil vi nu skrive paa Ungdommens Regning,» sagde Artemij og skjævede hen til den Fremmede. «Hvor tør du beskylde en gammel Mand for sligt! For de Ord skal jeg kræve dig til Regnskab, naar vi engang mødes hisset. — Hvem er du? Og hvor hører du hjemme?»
«Jeg er fra Vjasofka, og en Søn af Sognefogeden.»
«Naa, og du har din Bøsse med — det er vel for Jagtens Skyld, kan jeg tænke mig. Ja, da jeg var ung, kunde jeg ogsaa være med til de Løjer. — Ak ja, ak ja!» sukkede Artemij og gabede i det samme. «Vi er Syndere alle til Hobe! Af gode Mennesker er
