enne paa Ovnbænken i en ussel, svagt optyst Hytte sad der to Mænd og talte sammen. Den ene var Skovløberen Artemij, en lille mager Olding med et vældigt Hageskjæg, der dækkede hele hans Bryst, og den anden en ung Jægersmand i ny rød Bomuldsbluse og med Vandstøvler, som naaede helt op til Knæene. Han i Blusen var kommen for at søge Ly for det Uvejr, der var i Færd med at trække op, men efter hans Ansigt at dømme lod han ikke til at befinde sig rigtig vel i den andens Selskab.
Udenfor var det et sandt Herrens Vejr. Stormen fór hylende gjennem Skovens Træer, ruskede i dem og piskede Kviste og Grenstumper ind mod Hyttens Vinduer.
«Ja, se jeg er nu hverken bange for Ulvene eller for Bjørnene,» sagde Artemij med en hæs, pibende Røst, medens han skjævede ængstelig hen til Jægeren, «men Menneskene, dem gaar jeg af Vejen for. Kommer der et Dyr og anfalder en, saa kan man bruge sin Bøsse, men den Udvej har man ikke overfor et ildesindet Menneske.»
