sig Udslag i en stærk Ugidelighed og Tværhed. Da Onkel Peter møder om Aftenen, lægger de strax Beslag paa ham og betror ham, hvor ilde Faderen har villet handle mod de stakkels Killinger.
«Aa, Onkel Peter!» siger Vanja. «Kan du ikke faa Mama til at flytte Killingerne ind i Børneværelset? Naar du beder hende derom, gjør hun det nok.»
«Ja! Ja! Jeg skal tænke derover! Men slip mig saa, hører I!» svarer Onkelen og ryster dem af sig.
Onkel Peter er ledsaget af Nero, en stor, dansk Hund med hængende Øren og en lang, stiv Hale. Nero er tavs, mørk og stærkt opfyldt af Følelsen af sit eget Værd. Den ignorerer altid Børnene, men naar den gaar forbi dem, slaar den løs paa dem med sin Hale, en Behandling, som den ogsaa skjænker de Stole, den kommer i Nærheden af. Baade Vanja og Nina hader den, men denne Gang trænger praktiske Hensyn disse hadefulde Følelser i Baggrunden.
«Hør véd du hvad, Nina!» siger Vanja, der ser ud, som om han pludselig har faaet en god Idé. «Skal vi ikke lade Nero være Fader til Killingerne og kassere Gyngehesten? Hesten er jo død — men Nero er levende.»
Hele Aftenen venter de med Længsel, at det Øjeblik skal komme, hvor Papa sætter sig hen til Whistbordet, idet de mener, at det da vil kunne lykkes dem at faa Nero ført ud i Køkkenet. Endelig — Klokken 9 — tager Spillet sin Begyndelse, og da
