lig Vending, som skyldes følgende Ord, der lyder ind til Barnepigen gjennem den aabne Gangdør:
«Glem endelig ikke at give Katten Mælk, Agafja! Den har faaet Killinger i Nat.»
Vanja og Nina kigger et Øjeblik paa hinanden, udstøder en Mellemting af et Hyl og et Skrig, hopper ud af Sengen og farer derpaa — han i Skjorte og hun i Særk — gjennem den lange Korridor og ind i Køkkenet.
«Katten har faaet Killinger! Den har faaet Killinger!» skriger de i Munden paa hinanden.
I Køkkenet, inde under Bænken, staar der en gammel Kulkasse, som Stepan plejer at benytte, naar han fyrer i Kaminen, men som nu afgiver en midlertidig Bopæl for Katten og dens Smaa. Mis bliver rolig liggende, da Børnene nærmer sig. Dens graa Fysiognomi har et træt og smægtende Udtryk, og dens grønne Øjne stirrer ud i Rummet med et let Anstrøg af Sentimentalitet. Den gjør Tilløb til at mjave, men det bliver kun til en hæs Murren, og opmuntret af denne Lyd begynder Killingerne at udstøde smaa fine Mjavlyde.
Børnene sætter sig paa Hug foran Kassen og stirrer med tilbageholdt Aandedræt paa Katten og dens Smaa. Deres Ansigt lyser af Glæde, og de er saa optagne, at de slet ikke hører Barnepigens Skjænd.
«Hvor de er smaa og søde!» siger Nina og ler af Henrykkelse. «Og saa har de lyserøde Snuder ligesom Musene.»
«Lad mig tælle, hvor mange der er!» siger Vanja.
