har ogsaa den Manér, at han altid vil komme bag paa Folk, naar han skal holde sine Forhør. Naar den forrige skulde et eller andet Sted hen, lod han det kundgjøre en Maaned forinden, og naar han saa endelig drog afsted, gjorde han saa megen Alarm som muligt. Inden han begyndte Forhøret, spiste og drak han dygtigt, og under Forhøret drak han videre, skjældte ud og stampede i Gulvet. Men ham, vi nu har, bærer sig helt anderledes ad. Saa snart han har faaet Færten af noget forkert, lister han sig ganske stille hjemme fra og tager med Toget, men stiger ud ved en mindre Station og rejser saa videre, ikke med Postbefordring, men med Heste, som han lejer hos Bønderne. Han smøger Kraven op over Ørene og fordrejer sin Røst, og saa tror det Fæ, at ingen véd, hvem han er.»
«Ja, men hvorpaa kjender de ham da?»
«Jo, han er nem nok at kjende. Naar han kommer til en Skydsstation, er der altid et eller andet i Vejen: enten er det for koldt eller ogsaa for varmt, og Luften i Stuen er han heller ikke fornøjet med. Og saa forlanger han altid Kyllinger med Syltetøj og Agurkesalat, og naar nogen derfor kommer kjørende til en Station og beder om stegte Kyllinger med Tilbehør, saa véd de strax, at det er Posudin. Naa, men vi kan ogsaa kjende ham paa Lugten og derpaa, at han ligger og læser i Sengen. Inden han lægger sig til Hvile sprøjter han gjærne sig selv og sit Linned over med noget lugtende, og naar det er besørget, gaar han til Køjs og læser i sine Papirer til langt ud paa
