Natten. Jo, han er nem nok at kjende — det hører der ingen Kunst til.»
«Ja, det er rigtigt, det er sandt!» tænkte Posudin. «Gid jeg dog blot havde vidst det før!»
«Naa, men vi har nu ogsaa andre Maader at opdage ham paa. — Vi har Telegrafen. Den fortæller os altid i Forvejen, naar han kommer, og naar han saa møder for at afholde sit Forhør, er alting i den skjønneste Orden. Nej, dem, han har at gjøre med, er klogere end han selv. Ja, se nu for blot at tage et Exempel fra i Dag! Jeg kommer kjørende med tom Vogn for at hente Herren paa Stationen, og saa møder jeg en Opvarter, som trasker hen ad Landevejen med en stor Kurv under Armen. — Hvor skal du hen, din Jødetamp? siger jeg. — Ja, jeg skal ind til Byen med noget Mad og noget Vin, siger han, for de venter Posudin i Dag. — Naa, hvad mener Herren, er det ikke storartet? Han er maaske ikke engang taget afsted endnu, og saa har de allerede Vinen, Laxen, Kyllingen og Kaviaren parat til ham. Den er god — hvad? Han tænker: Jeg skal nok komme bag paa jer, I Slyngler, og de andre siger: Ja, kom du bare, min Ven — du skal være velkommen, for nu er alt i Orden.»
«Vil du vende, dit Øg!» brøler Posudin. — «Vend øjeblikkelig, og kjør tilbage til Stationen — dit Bæst!»
