«Du store Gud, hvor véd han dog alt det fra?»
tænkte Posudin, der blev mere og mere forfærdet. Ja,
endogsaa det med Beholderen er bekjendt — det er
skrækkeligt!»
«Naa, og Fruentimmerne, dem kan han heller ikke staa for,» sagde Kusken og vendte sig grinende om mod sin Passager. «Han har to boende i selve Huset. Den ene — hun hedder Anastasia Ivanovna — gaar for at være hans Husholderske, og den anden... Ja, hvad hedder hun nu? — Jo, nu har jeg det: Ludmilla Sjemonovna! — hun sidder og skriver paa hans Kontor. Men det er Anastasia, der har Kommandoen. Hun har ham rigtig godt i Lommen, og han maa lystre hendes mindste Vink. Og derfor er de ogsaa langt mere bange for hende end for ham. Jo, Fruentimmerne, de forstaar at regere! Hæ, hæ! Og saa har han en tredje, hun bor i Karrelgade — i det røde Hjørnested.»
«Ja, og han kjender dem oven i Kjøbet ved Navn og véd, hvor de bor!» tænkte Posudin og blev rød i Hovedet. «Men hvorfra véd han dog alt det — han, en Bonde, som aldrig kommer til Byen? Hvor det dog er nederdrægtigt ... afskyligt ... lumpent ... gement!»
«Sig mig, hvor véd du egentlig alt det fra?» spurgte han i en irriteret Tone.
«Det er almindelig bekjendt. Hans egne Folk gaar og snakker om det, og om det saa er Anastasia, saa render hun omkring i alle Gader og Stræder og roser sig af sin Lykke. — Naa, men Posudin
