kunde jeg holde mig for mig selv inde mellem Kulisserne, og dér sad jeg da ogsaa gjærne, saa længe Prøven varede, uden at vexle et Ord med de andre.
Naar jeg klattede løs paa Dekorationerne, hvilket skete nede i Havehuset eller i Gaarden, havde jeg en trofast Hjælper i en skikkelig Maler — eller rettere Malerentreprenør — der hed Andrej Ivanitsch. Det var en Mand paa godt og vel de halvhundrede, høj, og uhyggelig mager og bleg, med et stærkt indfaldent Bryst og store, blaa Skygger under Øjnene. Han led af en eller anden tærende Sygdom, som hvert Foraar og Efteraar bandt ham til Sengen, og disse Anfald kunde undertiden være saa haardnakkede og langvarige, at det forbavsede alle og ham selv med, at han kom ud over dem. I Byen gik han under Navnet »Ræddiken«, og Folk, der mente sig vel underrettede, paastod for Alvor, at det var hans virkelige Efternavn. Han var lige saa ivrig en Teaterelsker som jeg, og hver Gang han hørte, at det trak op til en Forestilling hos Enkefruen, forlod han øjeblikkelig sit eget Arbejde og meldte sig til mig for at være mig behjælpelig med at male Dekorationerne.
Dagen efter den bevægede Scene med min Fader sled jeg i det fra Morgen til Aften hos Fru Ashogin. Prøven var fastsat til 7, og en Time førend den skulde begynde, havde alle Deltagerne allerede givet Møde i Salen, hvor de snakkede ivrigt med hinanden, medens den Ældste, den Mellemste og den Yngste gik frem og tilbage paa Scenen og studerede deres Rolle. Ræddiken, der var iført sin lange Malerkittel og havde
