Side:Mit Liv.djvu/27

Fra Wikikilden
Denne siden er godkjent

et stort Tørklæde om Halsen, lænede sig til Væggen og saa’ med synlig Andagt op mod Scenen. Fru Ashogin gik fra den ene til den anden og sagde enhver de Behageligheder, hun i Øjeblikket kunde falde paa. Det var en Vane, hun havde, og naar hun mødte med sine Komplimenter, saa’ hun en gjærne lige ind i Ansigtet og sænkede sin Stemme til en sagte, hemmelighedsfuld Hvisken.

«De har rigtignok skilt Dem udmærket ved Dekorationerne!» sagde hun; da hun kom hen til mig. «Og hvor mærkeligt er det ikke, at netop medens Fru Mufke staar og taler om det taabelige i at have Fordomme, saa kommer De, der er saa frit og uafhængigt tænkende, ind ad Døren. Jeg hader som sagt Fordomme og bekæmper dem efter bedste Evne; ja det gaar saa vidt, at jeg for at vænne Tyendet af med dets dumme Frygt og Overtro regelmæssig henlægger min Hovedrengjøring til den 13. hver Maaned.»

Præcis Kl. 7 kom Ingeniør Dolshikofs Datter, en smuk, yppig Blondine, der altid var klædt efter sidste Parisermode. Hun spillede aldrig med, men under Prøverne sad hun oppe paa Scenen, og det var en given Regel, at Forestillingen ikke kunde begynde, før hun havde indtaget sin Plads i første Række, hvor hun saa sad og kastede Glans over Omgivelserne paa Grund af sit smukke Ydre og sin elegante Paaklædning. Som den, der kom lige fra Hovedstaden, havde hun det Privilegium at gjøre sine Bemærkninger under Prøverne, og hun afleverede dem med et saa mildt og overbærende Smil, at ingen kunde tvivle om, at hun