ogsaa at paatage sig det store Arbejde og de mange Udgifter, som uundgaaelig følger Forestillinger, der afholdes i «veldædigt Øjemed». Fruen, der var meget rig, ejede et stort Gods en Mils Vej øster paa, men da hun ikke holdt af Landlivet, boede hun baade Sommer og Vinter i Byen. Hun var en høj, mager og noget sart udseende Dame og havde tre Døtre, der lignede hinanden i den Grad, at man i Omtale ganske strøg deres Navn og simpelt hen kaldte dem den Ældste, den Mellemste og den Yngste. De var alle tre spidshagede, nærsynede og krumryggede og udmærkede sig endvidere ved en stærkt læspende Tale, men dette hindrede dem ikke i at deltage med Iver i alle Forestillinger, og med det ægte Talents Alsidighed var de lige villige baade til at spille Komedie, læse op og synge. Man saa’ aldrig et Smil paa deres Ansigt, og selv om de spillede i en lystig Vaudeville, udførte de deres Rolle med en saa forretningsmæssig Alvor, at man skulde tro, de var i Færd med at føre dobbelt Bogholderi.
Jeg var ofte med baade til Forestillingerne og til Prøverne, og især de sidste morede mig, fordi vi bagefter altid fik godt at spise. Min Virksomhed var af en temmelig underordnet Natur, men meget alsidig, idet jeg baade malede Dekorationerne, skrev Rollerne ud og sufflerede, og skulde der laves noget effektfuldt bag Scenen i Form af Torden, Lynild eller Nattergalesang, var det ogsaa mig, der maatte tage Affære. Da jeg saaledes ikke hørte til de egentlige Rollehavende, hvad min beskedne Stilling i Samfundet absolut forbød,
