fem Minutter efter gaar Spillet igjen sin sædvanlige Gang, og Børnene passiarer og ler nok saa fornøjeligt sammen. Ansigterne er forgrædte, men Humøret er udmærket, og Alexej, der har hidført Ufreden, er endogsaa glad over sin Bedrift.
Vasilij, som er bleven forstyrret i sine Betragtninger, træder ind i Spisestuen med et strængt og fortrædeligt Ansigt.
«Det er oprørende!» hvisker han, medens han ser paa Grischa, der rasler med Kobbermønterne i sin Lomme. «Hvor kan man dog give Børn Penge? Og hvor kan man tillade dem at spille Hasard? Jo, det er en rar Opdragelse — en nydelig Pædagogik! Nej, det er oprørende!» Men efter at han har set lidt paa Spillet, begynder det at interessere ham, og han faar saa selv Lyst til at prøve sin Lykke.
«Vent lidt! Lad mig spille med!» siger han.
«Ja, sæt en Kopek ind!» raaber Grischa
«Javel!» svarer han og leder i sin Lomme. «Ja, en Kopek har jeg ikke, men her er en Rubel. — Lad mig sætte den ind!»
«Nej! Nej! Det gjælder ikke! Det maa du ikke!» lyder det fra alle Sider.
«Aa, I Fæhoveder, I maa da vide, at en Rubel er mere værd end en Kopek. — Og den, der vinder, kan jo give tilbage paa den.»
«Nej! Vist ej! Gaa din Vej!»
Vasilij trækker paa Skulderen og gaar ud i Køkkenet for at laane Smaapenge hos Kokkepigen, men det viser sig, at hendes Kasse er tom.
