Pengene bliver indbetalt i Kassen, og Spillet fortsættes.
«Jeg synes, jeg hører en Kirkeklokke ringe!» hvisker Anna og gjør store Øjne, og alle ser da forfærdede hen mod det mørke Vindue, i hvilket Lampelyset afspejler sig.
«Aa, det er Indbildning!» erklærer Grischa, der paatager sig en tapper Mine.
«Ja, da ringer de dog hver Nat fra Klokketaarnet ude paa Kirkegaarden!» oplyser Andrej.
«Og hvorfor det?»
«For at holde Røverne borte. De bliver bange, naar de hører Klokken.»
«Men hvad vil Røverne da paa Kirkegaarden?» spørger Sonja.
«De vil plyndre Ligene og myrde Nattevagten.»
Der hengaar et helt Minut i Tavshed. Alle ser paa hverandre med ængstelige Ansigter, og derpaa fortsættes Spillet. Denne Gang vinder Andrej.
«Han har snydt!» siger Alexej med dyb Bas, og han gjentager denne Beskyldning, som er fuldstændig greben ud af Luften.»
«Det er Løgn! Jeg har ikke snydt!» raaber Andrej og giver Alexej en Ørefigen. Denne springer op paa en Stol, lægger sit ene Knæ paa Bordet og betaler Fornærmelsen med samme Mønt. Derefter følger en gjensidig Udvexling af Kindheste, og det hele ender med Hyl. Sonja, der føler sig dybt greben af denne bevægede Scene, giver sig ogsaa til at græde, og hele Spisestuen gjenlyder nu af Hyl og Brøl. Men
