ninger, men var glad ved at kunne forandre Samtaleæmne.
«Fordi det kun er Dyrene og de Vilde, som en saadan Samfundstilstand passer for. Naar Civilisationen har indført en Komfort som den, der kaldes kvindelig Dyd, saa maa Oprigtigheden vige. Ja, desværre — saaledes er det nu en Gang!»
Iljin slog med sin Stok til en lille Sten, saa den fløj mindst fem eller sex Alen bort, og fortsatte sine filosofiske Betragtninger, og Sophie Petrovna lyttede opmærksomt til hans Ord. Ganske vist forstod hun ikke meget af, hvad han sagde, men det smigrede hende, at en saa talentfuld og klog Mand som han udfoldede sin Aandrighed overfor en almindelig Kvinde som hende, og hun beundrede baade den Kjækhed, hvormed han, den moderne Aand, gav sig i Lag med store Samfundsspørgsmaal, og den Lethed, hvormed han løste dem. Men da det under dette gik op for hende, at hun halvvejs begyndte at forelske sig i ham, blev hun saa forskrækket, at hun skyndte sig at afbryde ham.
«Ja, undskyld,» sagde hun, «men jeg forstod alligevel ikke rigtig, hvorfor De talte om min Mangel paa Oprigtighed. Jeg gjentager min Bøn: Vis Dem nu som en god og kjær Ven, og lad mig være i Fred! Jeg beder Dem derom af et oprigtigt Hjærte!»
«Godt, saa skal jeg da kæmpe videre!» sukkede Iljin. «Jeg skal gjøre mit bedste, men jeg er kun bange for, at der intet kommer ud af min Kamp. Nej, jeg véd godt, hvad Enden bliver: enten skyder
