jeg mig en Kugle for Panden, eller ogsaa drikker jeg mig en Delirium til. Og hvor skulde jeg ogsaa kunne kæmpe mod Vanvidet! Hvad kan jeg gjøre, naar Deres Billede er indvævet i min Sjæl og staar for mig baade Nat og Dag — lige saa tydeligt som det store Fyrretræ dér. Og hvilket Mirakel skal føre mig ud af denne nedværdigende og ulykkelige Tilstand, hvor alle mine Tanker, Ønsker og Kræfter tilhører, ikke mig selv, men en eller anden ond Dæmon, som har sat sig fast i mig og bemægtiget sig mit Væsen. Aa, jeg elsker Dem — ja, jeg elsker Dem saa højt, at jeg ganske er kommen ud af min sædvanlige Gænge! Jeg forsømmer mine Forretninger, flygter for mine Venner og vender mine Nærmeste Ryggen. Jeg elsker — jeg tilbeder Dem!»
Sophie Petrovna, der ikke havde ventet denne pludselige Udladning, trak sig noget bort fra Iljin og saa’ forfærdet paa ham. Han havde Taarer i Øjnene, hans Læber skjælvede, og hans Ansigt havde et spørgende og bønfaldende Udtryk.
«Jeg elsker Dem!» hviskede han og nærmede sine Øjne til hendes. «De er saa vidunderlig dejlig! Vel lider jeg i dette Øjeblik, men jeg sværger Dem til, at jeg kunde ønske at sidde saaledes hele Livet igjennem og se Dem ind i Øjnene. Nej, ti stille — jeg bønfalder Dem derom!»
Sophie Petrovna, der i Ordets egentligste Forstand var bleven taget med Overrumpling, gjorde fortvivlede Anstrængelser for at finde nogle Ord, hvormed hun kunde standse hans Veltalenhed, men hun
