«Spil», hvorfor er De saa mødt her? Jeg beder Dem stadig i mine Breve om et kategorisk Svar, men i Stedet for mødes De daglig «tilfældigt» med mig og beærer mig med den samme kjedelige Udenadslektie.»
«Man skulde virkelig tro, at De mistænkte mig for at kokettere med Dem,» stammede Sophie Petrovna og blev rød i Hovedet. «Men denne Mistanke er uberettiget. Jeg har altid afvist Deres Kjærlighed og ikke givet Dem noget Haab.»
«Ja, men De har ikke sagt: Gaa! Gaa Deres Vej! Havde De gjort det, vilde jeg for længst være forsvunden. De har ikke givet mig Svar paa mit Spørgsmaal — og jeg bebrejder Dem denne Ubestemthed. Du store Gud! Enten leger De med mig, eller ogsaa...»
Iljin talte ikke ud, men støttede sit Hoved i Hænderne, og Sophie Petrovna gjennemgik i Tankerne sin Optræden overfor ham. Hun havde sandelig ikke opmuntret hans Kurmageri, men hun følte dog, at der laa et lille Gran af Sandhed i hans Bebrejdelse.
«Ja, De skulde virkelig skyde Skylden paa mig!» sagde hun i Mangel af bedre Svar og trak paa Skulderen.
«Naa ja, jeg burde vel ikke have bebrejdet Dem denne Mangel paa Oprigtighed,» vedblev han med et Suk, «for den er kun i Overensstemmelse med Tingenes Orden. Hvis alle Mennesker blev enige om at være fuldt oprigtige, saa vilde hele Verden gaa Fanden i Vold.»
«Men hvorfor det?» spurgte Sophie Petrovna, som egentlig ikke interesserede sig for filosofiske Betragt-
