lektie: Jeg elsker og agter min Mand, og jeg holder paa Familielivets Ukrænkelighed o.s.v., men jeg siger aabent og ærligt: Jeg ved, at min Optræden overfor Dem er forbryderisk og umoralsk. Se, jeg er altsaa oprigtig, men De derimod dækker Dem bag nogle fortærskede Talemaader. I Stedet for at spise mig af med venlige Ord skulde De hellere belære mig om, hvad jeg skal gjøre.»
«Ja, det har jeg jo sagt Dem saa tit. Rejs bort herfra!»
«Ja, men De véd jo saa udmærket godt, at jeg har prøvet det fem Gange, men at jeg hver Gang er vendt tilbage igjen. Nej, jeg kan ikke undvære Deres Selskab; jeg kæmper og strider, men jeg kommer ingen Vegne dermed. Jeg kan ikke gjøre Vold paa min Natur! Forstaa mig vel — jeg kan det ikke! Aa, hvor jeg skammer mig over min Svaghed og Afmagt!»
Han blev helt rød af Harme og begyndte at gaa frem og tilbage foran Bænken.
«Jeg rusker i min Lænke som en arrig Porthund,» sagde han og knyttede sine Hænder. «Jeg hader og foragter mig selv! Du store Gud, her gaar jeg som en ægte Libertiner og gjør Kur til en anden Mands Kone, skriver idiotiske Breve til hende og nedværdiger mig daglig baade i hendes og i mine egne Øjne. — Aa-aah!» stønnede han, greb sig med begge Hænder op til Hovedet og satte sig atter paa Bænken.
«Men Dem bebrejder jeg Deres Mangel paa Oprigtighed,» vedblev han i en indtrængende Tone. «Hvis De virkelig har haft saa meget imod mit uværdige
