Vær min Ven som i gamle Dage, og hold op med al den Sukken og Klagen, som desuden slet ikke klæder Dem. Naa, nu er det altsaa afgjort, og saa taler vi om noget andet.»
Hun skjævede igjen hen til Iljin, og da hun saa’, hvor bleg han var, fik hun Medlidenhed med ham.
«Naa, vær nu ikke vred — lad os være Venner!» sagde hun mildt. «Her har De min Haand!»
Han tog den i begge sine og førte den langsomt op til sine Læber.
«Ja, jeg er ikke nogen Skoledreng,» brummede han. «Venskab frister mig ikke, naar det bydes mig af en Kvinde, jeg elsker.»
«Naa ja, lad det nu være godt! Sagen er jo afgjort, og vi taler ikke et Ord mere om den. — Men dér har vi Bænken — skal vi ikke sætte os et Øjeblik?»
Sophie Petrovna følte sig betydelig lettere om Hjærtet. Det vanskeligste og mest kildne Punkt var hun allerede kommen ud over, og Spørgsmaalet var nu saa vidt klaret, at hun med Sindsro kunde se Iljin lige ind i Ansigtet. Hun følte sig endogsaa greben af et vist Velbehag ved Tanken om, hvor overlegen Kvinden er Manden i en Situation som denne, og det smigrede hende, at Iljin, der var saa klog og talentfuld, og fremfor alt saa mandig, sad ved Siden af hende med bøjet Hoved og underordnende sig hendes Vilje.
«Nej, Sagen er ikke afgjort!» begyndte han efter en længere Pavse. «De møder med den gamle Udenads-
