Side:Mit Liv.djvu/230

Fra Wikikilden
Denne siden er godkjent

ophører De med denne systematiske Forfølgning, der piner mig mere, end De kan tænke Dem. De følger mig overalt som en Skygge, plager mig med Deres Kjærlighedserklæringer og skriver endogsaa Billetter til mig. Du store Gud! Naar i Alverden skal dette dog have Ende?»

Hun ventede lidt paa Svar, og da hun intet fik, vedblev hun:

«Og denne Forandring er kommen ganske pludselig for to eller tre Uger siden, skjønt vi har kjendt hinanden i fem Aar. Jeg forstaar Dem ikke, Ivan Mikhajlovitsch! Hvad gaar der egentlig af Dem?»

Hun skjævede hen til sin Ledsager, men han lod, som om han ikke mærkede det, og saa’ op mod Skyerne med et mørkt og lidende Ansigt.

«Og hvad er det ikke for et uværdigt Spil, De driver!» sagde hun og trak paa Skulderen. «Jeg er gift — lykkelig gift, elsker og agter min Mand og har en lille Datter, som jeg forguder. Det burde De dog virkelig tage Hensyn til! Og hertil kommer, at De som min gamle Ven kjender mine Anskuelser om Familielivets Hellighed og Ukrænkelighed.»

«Aa, du store Gud! Familielivets Ukrænkelighed!» sagde Iljin med et dybt Suk.

«Ja, hvorfor sukker De? Jeg elsker min Mand og agter ham, og jeg holder i alt Fald paa, at der ikke sker noget Brud paa Hjemmets Fred og Lykke. Hellere vilde jeg lade mig dræbe end bringe Ulykke og Skam over Andrej og min lille Pige. Og nu beder og bønfalder jeg Dem om at lade mig være i Ro!