Sophie Petrovna, Notarius Dubjanzofs smukke unge Kone, gik langsomt frem og tilbage i Skovvænget sammen med Advokat Iljin, der laa paa Landet ligesom hun selv og boede i en Villa i Nærheden af hendes. Det var en stille, men noget lummer Sommereftermiddag, og her inde mellem de høje Fyrretræer var det endnu varmere end ude paa de sollyse Marker. For oven saa’ man en lille Stump blaa Himmel med hvide Fjerskyer, for ude, langt borte, en høj Jærnbanedæmning, der gjennemskar Lysningen, og til begge Sider et Utal af brunrøde Stammer, der stod opmarscherede i lange og lige Rækker.
«Jeg ventede ikke at træffe Dem her,» sagde Sophie Petrovna og saa’ ned i Jorden, medens hun pirrede i det fjorgamle Løv med Spidsen af sin Parasol, «men jeg er glad over, at Tilfældet har ladet mig møde Dem. Jeg maa tale alvorligt med Dem, for at vi én Gang for alle kan faa Ende paa denne pinlige Situation. Hvis De virkelig holder af mig, Ivan Mikhajlovitsch, og hvis De har Spor af Agtelse for mig, saa
