Da jeg kom hen til Skuret, stod min Søster ved
Døren og ventede paa mig med Aftensmaden, der bestod af et lille Stykke koldt Kalvekjød og en Humpel
Rugbrød, som hun havde reddet til mig i Køkkenet
uden min Faders Vidende. Han holdt sig nøje til det
gamle Ord: «Den, der sparer paa Skillingen, sparer
paa Daleren,» og da hun bøjede sig for hans Vilje i
ét og alt og derfor søgte at indskrænke Husets Udgifter til det mindst mulige, levede vi næsten mere
end tarveligt hjemme. Hun stillede Tallerkenen fra
sig, satte sig paa min Seng og begyndte at græde.
«Ak, Misail!» sagde hun med et kummerfuldt Ansigt, medens Taarerne flød hende ned ad Kinderne. «Hvor kunde du dog nænne at bære dig saaledes ad? Nu har du jo igjen opgivet din Plads. — Aa, hvor det er forfærdeligt!»
«Hør Søster, kan du da ikke forstaa....» begyndte jeg, men da jeg saa’, hvor bitterligt hun græd, blev jeg saa overvældet af Fortvivlelse, at jeg ikke kunde sige et Ord mere.
«Skaan os dog!» vedblev hun og rejste sig. «Fader er helt ude af sig selv, og jeg er syg — nej, jeg er mere end det, jeg er lige ved at gaa fra Forstanden. — Hvad skal der dog blive af dig?» sagde hun hulkende og strakte begge Hænderne ud imod mig. «Jeg beder dig, jeg besværger dig i vor afdøde Moders Navn om igjen at tage fat paa dine Pligter!»
«Jeg kan det ikke, Kleopatra!» svarede jeg, men følte samtidig, at min Modstandskraft begyndte at svækkes. «Jeg forsikrer dig for, at det er umuligt!»
