gerne! Hm ja, det er en ret interessant Historie med den Støvle. Jeg vilde ikke gaa til Olga — jeg gad ikke, og saa kom hun hen til mit Vindue og begyndte at skjælde mig ud. Naa, jeg blev gal i Hovedet og hev min Støvle efter hende for at faa hende til at holde Mund. Men hun lod sig ikke forknytte, krøb ind gjennem Vinduet, tændte Lampen og begyndte at snakke godt for mig, og fuld som jeg var fik hun mig lokket her hen. — Men hvad gaar der dog af Dem, Tschubikof? De ser jo ud, som om De vilde æde mig!»
Dommeren besvarede ikke Spørgsmaalet, men skyndte sig ud af Stuen fulgt af Dukofskij, der traskede bagefter som en vaad Hund. Begge satte sig op i Vognen uden at sige et Ord og rullede derpaa afsted. Aldrig var Vejen forekommen dem saa lang og kjedsommelig som denne Gang; Tschubikof rystede hele Tiden af indeklemt Raseri, og Dukofskij skjulte sit Ansigt i Pelskraven for ligesom at skjærme sig mod sin Foresattes Vrede. Dommeren betvang sig, saa længe Kusken var til Stede, men saa snart han var kommen ind i Forstuen, vendte han sig om mod Dukofskij, holdt sin knyttede Haand lige op under hans Ansigt og sagde med dirrende Stemme:
«Jo, det er en kjøn Historie! — Det er en rar Glidebane, du dér har faaet mig ind paa! Men det skal jeg heller aldrig glemme dig!»
«Ja, det er udelukkende den svenske Tændstik, som er Skyld deri! — Hvor kunde jeg dog vide...»
«Aa, rejs Fanden i Vold med din Tændstik!
