var her? — Naa ja, det kan for Resten være det samme. Lad os blot faa den Snaps!»
Kljausof tændte Lampen og skjænkede i Glassene.
«Ja, men jeg forstaar det slet ikke!» sagde Dommeren og slog Hænderne sammen af Forbavselse. «Er det dig — eller er det ikke dig?»
«Jo, vel er det mig! Men hvad gaar der dog af dig, Dukofskij? Hvorfor drikker du ikke din Snaps? Drik, Kammerater!»
«Ja, men jeg forstaar det alligevel ikke,» sagde Dommeren, der tømte sit Glas aldeles mekanisk. «Og hvad bestiller du her?»
«Hvad jeg bestiller? Jeg bor hos Olga Petrovna, som du ser, og jeg har det rigtig godt for Resten. — Men saa tag dig dog en Snaps til!» sagde han og tømte sit Glas. «Som sagt, jeg har det som Blommen i et Æg og faar baade godt at spise og drikke. Men næste Uge tænker jeg paa at tage herfra, for jeg begynder at kjede mig i min Arrest.»
«Det er uforstaaeligt!» sagde Dukofskij halvhøjt. «Hvad er uforstaaeligt?»
«Det med Støvlen! Hvorledes er den ene Støvle kommen ud i Haven?»
«Hvilken Støvle?»
«Ja, den ene laa i Sovekammeret, men den anden fandt vi inde under en Busk. Hvordan er det gaaet til?»
«Ja, hvad kommer det egentlig jer ved? Men drik nu. — Fanden skal tage ved jer, hvis I ikke drikker! Har I vækket mig, maa I ogsaa tage Føl-
