hviskede Olga Petrovna, som trak sig lidt tilbage og derpaa smuttede ud af Døren.
Dukofskij krøb derop med Lyset i Haanden og opdagede saa en menneskelig Skikkelse, der laa paa en stor Fjerdyne. Den rørte sig ikke, men da han bøjede sig over den, hørte han en sagte Snorken.
«Hun har holdt os for Nar,» raabte Dukofskij, «det er ikke ham! Han her er spillevende! — Naa, kan han sige, hvem han er!» skreg han ind i Øret paa den Ubekjendte, der svarede med en vældig Snorken, strakte Armene ud og løftede Hovedet lidt.
Dukofskij førte Lyset hen til hans Ansigt, og da han saa’ en Skov af sorte, uredte Haar og et Par vældige, opaddrejede Knevelsbarter, som stak frem under en rød Næse, udstødte han et Skrig. Den, der laa der oppe, var virkelig Kljausof.
«Hvad, er det Dem, Mark Ivanovitsch?» sagde han næsten tilintetgjort. «Nej, det er umuligt!»
«Jo, vel er det mig!» svarede Kljausof med en dyb, hæs Bas. «Men hvad Pokker vil De her, Dukofskij? Og hvem er det, som staar og kigger der nede? — Min gamle Ven Dommeren, saa sandt jeg lever!« Og lige som han havde sagt det, sprang han ned og omfavnede Tschubikof.
«Men hvordan Pokker har I egentlig baaret jer ad med at finde her ind?» vedblev han. «Jeg begriber det ikke. Men er I her nu engang, saa skal vi ogsaa have os en Snaps sammen! Tra-lal Tra-la! Tra-lalalala! Og hvordan har I faaet støvet op, at jeg
