Ja, det er rigtigt alt sammen! Hver en Smule! Men lad mig blot slippe udenfor! Jeg beder — jeg bønfalder Dem derom!»
«Naa ja, endelig fik jeg ham da til at bekjende!» sagde Tschubikof triumferende, saa snart Synderen var ført udenfor. «Ja, det kneb haardt, men det lykkedes dog alligevel.»
«Og han indrømmede ogsaa det med den kvindelige Medskyldige,» sagde Dukofskij. — «Naa, men nu maa jeg afsted for at faa det ene Punkt med Hensyn til Tændstikken opklaret. Jeg kan ikke blive her et Sekund længer. — Lev vel!»
Han snappede sin Hue og fór ud af Stuen, og saa snart han var gaaet, begyndte Dommeren at forhøre Akulina, men hun erklærede, at hun slet intet vidste, og at hun ikke var nøjere kjendt med den Myrdede eller med de to Anklagede.
«Nej, Hr. Dommeren er den eneste, jeg kjender — den eneste!» tilføjede hun og saa’ ømt hen paa Tschubikof med sine store, svømmende Øjne.
Klokken sex om Eftermiddagen kom Dukofskij tilbage i en yderst ophidset Sindsstemning. Hans Kinder blussede, og hans Hænder rystede saa stærkt, at det kneb for ham at faa Overfrakken knappet op. Det var utvivlsomt, at han mødte med vigtige Nyheder.
«Veni, vidi, vici!» raabte han triumferende og smed sig derpaa aandeløs i Dommerens Lænestol. «Ja, jeg sværger Dem ved min Ære, at jeg virkelig begynder at tro paa mit eget Geni! Tænk Dem —
