De om Aftenen inde paa Kljausofs Værelse og drak Øl og Brændevin sammen med ham, og Nikolaj var til Stede og opvartede Dem og Deres ulykkelige Offer. Klokken 1, Kjlausofs sædvanlige Sengetid, erklærede han, at han vilde gaa til Hvile, og medens han var i Færd med at trække Støvlerne af, kastede De og Nikolaj Dem paa et aftalt Tegn over ham og smed ham om paa Sengen. Den ene af Dem holdt fast ved hans Fødder, og den anden ved hans Hoved. Derpaa kom Deres anden Medskyldige, en Kvinde, som havde staaet og ventet ude i Forstuen, ind i Kammeret, greb Hovedpuden og begyndte sin uhyggelige Gjerning. Under den Kamp, som nu opstod, slukkedes Lyset, og hun tog saa en Æske svenske Tændstikker op af sin Lomme og tændte det paa ny. Har jeg ikke Ret? Jo, vist saa — jeg læser det i Deres Ansigt! Men videre! Efter at Kljausof var kvalt, slæbte De og Nikolaj hans Lig ud gjennem Vinduet og lagde det ved Siden af en stor Burreplante, som voxer neden under dette; og af Frygt for, at den Døde skulde leve op igjen, flensede De saa i ham med et eller andet skarpt Instrument. Derpaa bar De Liget hen over Græsplænen og lagde det ind under en Busk, og der blev det liggende, indtil De og Nikolaj saa Deres Snit til at bære det videre, over Hegnet og ud af... Men hvad gaar der af Dem? Hvad fejler De, Mand?» sagde Dommeren og saa’ hen paa Psjekof, der pludselig blev dødbleg og begyndte at glide ned af Stolen.
«Aa, jeg faar ondt! Jeg er lige ved at kvæles!...
