saa sandt jeg sidder her, er det lykkedes mig at fange den fjerde!»
«Den fjerde?»
«Ja, og det er atter en Kvinde — en henrivende dejlig Kvinde, saa skjøn, at jeg vilde give ti Aar af mit Liv blot for at faa Lov til at kysse hendes Skulder. Jeg har kjørt hele Egnen rundt lige fra i Morges og afsøgt mindst halvhundrede Kroer og Kjøbmandsboder. Hvor jeg kom hen, forlangte jeg svenske Tændstikker, men overalt fik jeg det samme Svar: «Ja, dem har vi ingen af!» Naa, men endelig, da jeg kommer til Kroen i Sadofek og gjør det samme Spørgsmaal, giver de mig en Pakke svenske Tændstikker, og jeg ser saa strax, at der ikke er ti, men ni Æsker i den. «Der mangler én!» siger jeg. «Hvor er den henne?» — «Ja, den har vi solgt!» — «Til hvem?» spørger jeg. — «Til den og den!» lyder Svaret. Du store Gud, hvilken Opdagelse! Fra i Dag begynder jeg virkelig at faa en vis Respekt for mig selv. — Men lad os nu komme afsted!»
«Hvad behager? Hvor vil De have mig hen?»
«Hen til hende — den fjerde! Vi maa skynde os, ellers forgaar jeg af Utaalmodighed! Og hvem tror De det er? Ingen anden end Politiassistentens Kone, den smukke Olga Petrovna!»
«Men er De fra Forstanden, Menneske?»
«Nej, paa ingen Maade! Sagen er klar nok. Det er givet, at hun har kjøbt Tændstikkerne, og endvidere, at hun i længere Tid har lidt af ulykkelig Kjærlighed til Kljausof. Han brød sig ikke om hende,
