ned. De to Delinkventer har allerede ventet længe i Forstuen, og det er vel derfor paa Tiden, at vi begynder Forhøret.»
Dukofskij tog Plads ved Bordet, slog Forhørsprotokollen op og begravede sin lange Næse i den.
«Før Nikolaj Tetjokhof ind!» raabte Dommeren, og et Øjeblik efter mødte Gendarmen med Forbryderen, der var dødbleg og rystede af Skræk.
«Vil De saa høre efter, Tetjokhof!» begyndte Tschubikof. «1879 er De straffet med 30 Dages Fængsel paa almindelig Fangekost for Tyveri, og 1883 med 20 Dages strængt Fængsel paa Vand og Brød for den samme Forseelse. Jo, vi véd alting!»
Nikolaj følte sig saa imponeret af Dommerens Alvidenhed, at hans Ansigt udtrykte den største Forbavselse. Han følte sig saa sønderknust, at han stak i at græde, og da det ikke var muligt at faa et Ord ud af ham, maatte han dimitteres.
«Lad os saa faa Psjekof ind!» befalede Dommeren.
Den anden Anklagede saa’ ogsaa højst ynkelig ud. Han var bleven dygtig mager og bleg, og hans Øjne havde faaet et sløvt og ligegyldigt Udryk.
«Sæt Dem, Psjekof,» sagde Tschubikof. «Naa ja, i Dag haaber jeg, at De vil være fornuftig og gaa til Bekjendelse. Let nu Deres Samvittighed, og kom frem med det hele — hører De!»
«Jeg har intet at tilstaa! Jeg véd intet!» hviskede Psjekof.
«Ja, saa skal jeg fortælle Dem, hvorledes det hele er gaaet til. Ser De, den meget omtalte Fredag sad
