og Dukofskij vandrede frem og tilbage i Stuen lige saa urolig som et vildt Dyr, der bevæger sig i sit Bur.
«Men hvorfor vil De ikke tro paa Marie Ivanovnas Skyld, naar De dog er overbevist om Nikolajs og Psjekofs?» sagde han og halede i sit tynde Skjæg. «Efter min Mening foreligger der en hel Række...»
«Jo, vist tror jeg paa den. Men jeg maa have mere at holde mig til end løse Formodninger. Det er Beviser, jeg forlanger, og dem foreligger der ingen af.»
«Sagde De Beviser? Ja, dem skal De faa, men derfor behøver De da ikke at stille Dem saa fornemt og afvisende til den psykiske Side af Sagen. Vær De rolig, jeg skal nok skaffe Dem Beviser. Jeg har et Holdepunkt, der er mere værd end alle kunstige Ræsonnementer...noget, man kan tage og føle paa.»
«Ja, hvad mener De egentlig?»
«Hvad jeg mener? — Den svenske Tændstik! Den har De nok helt glemt. Det gjælder blot om at faa konstateret, hvem der har strøget den af i den Myrdedes Værelse. Nikolaj har ikke gjort det og Psjekof heller ikke, der er ikke funden saa meget som en Tændstik i deres Tøj eller Gjemmer, og følgelig maa det være en tredje, altsaa med andre Ord — Anna Ivanovna! Og det skal jeg klart bevise, naar De blot vil lade mig operere paa egen Haand. Der behøves kun en lille Afsøgning af den nærmeste Omegn...»
«Ja, lad det nu være godt, og sæt Dem blot rolig
