godt ud. «Mark Ivanovitsch, som havde et aabent Øje for kvindelig Skjønhed, kaldte hende altid Nana, og der er virkelig ogsaa noget ved hende, der minder om Zolas Nana, noget ejendommeligt og tiltrækkende, som...»
«Hm ja, jeg kjender hende — jeg véd det,» sagde Dommeren og pudsede sin Næse i et vældigt, storblomstret Lommetørklæde.
Dukofskij blev rød og slog Øjnene ned, Assistenten trommede med Fingrene paa sin Tallerken, og Politimesteren fik travlt med at kigge hen i Retning af Vinduet. Dommeren befalede, at Nikolaj skulde føres ind, og lidt efter mødte Gendarmen med en langbenet, søvnigt udseende Fyr, der bukkede dybt for de Tilstedeværende. Det var Nikolaj, og for Øjeblikket var han saa fuld, at han næppe kunde staa paa Benene.
«Hvor er din Herre?» spurgte Tschubikof med barsk Røst.
«Han er død, Deres Højvelbaarenhed — myrdet!» svarede Nikolaj, som blev saa rørt, at han begyndte at græde.
«Ja, vel er han død, det véd vi nok. Men Liget — hvor er Liget henne?»
«Ja, de siger, at Slynglerne har slæbt ham ud gjennem Vinduet og begravet ham i Haven.»
«Hm, det lader til, at man allerede kjender Resultatet af Undersøgelsen ude i Køkkenet. Sig mig, min gode Mand, hvor var du henne den Nat, da din
