styrrelig Ro, «men den anden har jeg ikke kunnet finde.»
«Naa, og hvad beviser det?»
«Ja, det tyder paa, at de har kvalt ham, medens han var i Færd med at trække Støvlerne af. Den ene har han endnu haft paa, da...»
«Aa, Visvas! Og hvor véd De, at de har kvalt ham?»
«De glemmer nok Hullerne i Pudevaaret. Og naar dertil kommer, at selve Puden er stærkt krammet og forkrøllet, og at den...»
«Aa, forskaan mig! Forskaan mig! Men lad os nu se, hvordan det staar til ude i Haven — for det kan vist have mere Interesse.»
Saa snart de var hommen ud i Haven, begyndte de en nøje Undersøgelse af Husets nærmeste Omgivelser. Græsset lige under Vinduet var stærkt nedtraadt, og en stor Burreplante havde mistet flere af Bladene. Det lykkedes Dukofskij at finde en lille Tot Vat ved Foden af Stængelen, og nogle haarfine mørkeblaa Uldtrævler, som var indfiltret i de øverste af Burrerne.
«Hvad Kulør havde den Dragt, han plejede at gaa i?» spurgte Dukofskij Forvalteren.
«Ja, han gik altid i gult Nanking,» oplyste denne.
«Aha! Saa er det altsaa hans Mordere, der har efterladt disse Spor.
Nogle Burrer med de mistænkelige Trævler blev snittet af og svøbt forsigtigt ind i Avispapir. Paa dette Tidspunkt af Undersøgelsen ankom Kredsens Politimester og Distriktslægen. Efter at Politimesteren
