havde hilst paa de Tilstedeværende, begyndte han strax at tilfredsstille sin Nysgjerrighed, men Lægen satte sig hen paa en Træstamme og gav sig til at kigge ud i Luften.
Undersøgelsen af Vinduet gav ikke noget Resultat, men Afsøgningen af Plænen bragte forskjellige interessante Ting for Dagen. Det lykkedes saaledes Dukofskij at paavise en mørk Stribe eller rettere talt en Række af Smaapletter, som strakte sig fra selve Vinduet og hen til en Sirenbusk, under hvis nederste Grene der laa en Støvle, som viste sig at være Magen til den i Sovekammeret.
«Det er Blod,» sagde Dukofskij, medens han tog Pletterne i Øjesyn. Og det ser oven i Kjøbet ud til at være friskt.»
«Ja, vist er det Blod!» istemmede Doktoren, som nu kom til og gav sit Besyv med.
«Men saa har de altsaa ikke kvalt ham!» bemærkede Dommeren og sendte Dukofskij et haanligt Sideblik.
«Jo — men det er foregaaet inde i Sovekammeret, og efter at de saa har slæbt ham udenfor, har de stukket ham med en Kniv eller et andet skarpt Instrument for at gjøre det grundigt af med ham. Pletten inde under Busken er langt større end de andre, og det beviser, at han har ligget der i længere Tid. Skurkene har foreløbig skjult ham paa dette forholdsvis sikre Sted og saa senere set deres Snit til at bære ham ud af Haven.»
«Naa — og Støvlen?»
