dybt Suk, «han var rigtig flink og omgængelig og aldeles ubetalelig i et godt Lag. Men han førte et syndigt Levned — Vorherre være med ham — og derfor har jeg ogsaa altid ventet, at det vilde gaa ham ilde. — Aa, Stepan!» vedblev han henvendende sig til en af Betjentene. «Kjør hen og hent Gendarmen, og meld samtidig til Forhørsdommeren, at Mark Ivanovitsch er myrdet. — Nej, bi lidt, det er vist bedst, at jeg giver dig skriftlig Besked med.»
Assistenten stillede Betjentene paa Vagt uden for Bygningen, skrev et Brev til Dommeren og gik derpaa ind til Forvalteren for at drikke The, og medens han sad og skyllede den koghede Drik i sig, fortabte han sig i en lang Række Lovtaler over den Afdøde.
«Ja,» sagde han til Forvalteren, «han var af god gammel Slægt, rig og udstyret med alle Livets Goder, og dog gik det galt med ham. Men det var hans egen Skyld, for han var slem til at svire og drikke og førte i det hele et syndigt Levned. Naa, og saa endte det med, at de tog Livet af ham.»
Et Par Timer efter rullede Forhørsdommeren ind i Gaarden. Nikolaj Jermolajevitsch Tschubikof, der var en høj, kraftig Mand paa lidt over de Tres, havde beklædt sit nuværende Embede i næsten 25 Aar og var kjendt over hele Egnen som en hæderlig, forstandig og energisk Embedsmand, der ganske gik op i sine Pligter. Som altid, naar han mødte i Embeds Medfør, var han ledsaget af sin Sekretær, Ivan Dukofskij, en høj ung Mand paa henved 30 Aar.
«Er det muligt, mine Herrer!» sagde Tschubikof,
