da han kom ind i Psjekofs Værelse. «Nej, jeg kan ikke tro det — min Tanke vægrer sig derved!»
«Ak ja, det forstaar jeg saa godt!» sagde Assistenten med et Suk.
«Du store Gud! Og naar jeg tænker mig, at det kun er en halv Snes Dage siden, jeg saa’ ham sidst. Det var paa Markedet i Tarabankof. Han var i det mest udmærkede Humør, og vi tømte — med Skam at melde — en hel Flaske Portvin sammen.»
«Ak ja, der sker saa meget i denne Verden!» sagde Assistenten og sukkede endnu dybere end før.
Dommeren og hans Sekretær fik ogsaa et Glas The, og derefter gik hele Selskabet over til Sidebygningen for at begynde Undersøgelsen.
Saa snart Dommeren var kommen ind i Forstuen, foretog han et grundigt Eftersyn af Sovekammerdøren. Den var af Fyrretræ, grønmalet og syntes ikke at have lidt nogen Vold eller Overlast. Der var absolut intet ved den, der kunde føre ind paa Sporet, og man besluttede derfor at bryde den op.
«Tør jeg bede alle Uvedkommende om at fjærne sig!» sagde Dommeren, efter at man endelig ved Hjælp af Øxe og Brækjærn havde faaet Døren aabnet. — «Og vil De sørge for, Gendarm, at ingen følger ind med os!»
Tschubikof gik tøvende og ængstelig ind i Sovekammeret fulgt af sin Sekretær og af Politiassistenten, og alle begyndte saa at se sig om i Stuen. Henne ved Vinduet stod en stor Træseng med en umaadelig Fjerdyne, og paa denne laa der et sammenbulket
