og flere af de Tilstedeværende saa’ blege og forgrædte ud.
Assistenten begyndte med at undersøge Døren til Kljausofs Soveværelse, og det viste sig da, at den var aflaaset, og at Nøglen sad indvendig.
«Ja, Slynglerne maa være trængt ind til ham gjennem Vinduet,» bemærkede Forvalteren, der endnu stadig rystede af Skræk.
Assistenten og hans Ledsagere gik saa ud i Haven for at undersøge Sovekammervinduet, og det saas da, at dette var lukket, og at Gardinet var trukket for.
«Er der nogen af jer, der har kigget derind?» spurgte Assistenten henvendende sig til Husets Folk, der stod i en Klynge i Nærheden af ham.
«Nej, Deres Velbaarenhed,» svarede Gartneren, en lille graahaaret Fyr, der nærmest lignede en gammel Underofficer, «det har vi sandelig ikke dristet os til.»
«Ak ja, Mark Ivanovitsch! Ak ja! Ak ja!» sukkede Politiassistenten og saa’ hen mod Vinduet. «Har jeg ikke altid sagt dig, at det vilde tage en snavs Ende med dig! Men desværre, du har aldrig villet høre paa mig!»
«Det er ellers Gartneren, vi kan takke for Opdagelsen,» sagde Psjekof. «Det er ham, der først kom i Tanke om, at der maatte være sket en eller anden Forbrydelse. Han spørger mig til Morgen om, hvorfor Herren aldrig mere forlader sit Sovekammer, og lige som han har gjort Spørgsmaalet, falder det mig ind, at jeg ikke har set Kljausof siden sidste Fredag.»
«Ak ja, den Stakkel,» sagde Assistenten med et
